Schæferhundeklubben i nye rammer

mandag 3. april 2017

 

Her hvor foråret for alvor begynder at manifestere sig med længere og lysere dage er det også tiden hvor mange hundehvalpe og deres ejere for alvor skal igang med træningen.

I Schæferhundeklubben Slagelse sker det i nye faciliteter. Klubben har nylig fået en ny, indhegnet træningsbane med lys på adressen Langøre 3 (sidevej til Oksebrovej) i udkanten af Slagelse. Her tilbyder klubben træning af både schæferhunde og andre racer, i alle aldre og på alle niveauer.

- På den ny træningsbane er der mulighed for at træne om aftenen hele året rundt, og plads til at flere hold kan træne samtidig, uden at genere hinanden, oplyser Sussi Thomassen, som også oplyser at klubben har et nyrenoveret klublokale, hvor man kan holde teoriaftener, foredrag m.m. og hyggesnakke over en kop kaffe efter træningen.

- Vi går højt op i at det skal være sjovt at træne hund, der skal være en god stemning og plads til alle - og at vi kan mødes i klubhuset efter træning og hyggesnakke Vi tilbyder hvalpetræning, lydighedstræning, rally lydighed og konkurrencetræning (IPO).

Vi går også højt op i at hvalpene bliver socialiseret godt og bliver tilvænnet mennesker, trafik mm, så de kan blive veltilpassede og glade hunde der kan begå sig i hverdagen og samfundet. Vi tilbyder byttedriftsmotivation og lejlighedsvis sportræning, ringtræning (udstillingstræning) og andre specielle kurser og foredrag, og vi afholder holdafslutninger, prøver, udstillinger og forskellige sociale arrangementer i løbet af året.

- Vores trænere er uddannet gennem schæferhundeklubbens træneruddannelse, som giver en solid viden omkring hundeadfærd, indlæringspsykologi, motivation, samt kommunikation og formidling. Desuden har de alle selv trænet hund gennem flere år og er aktive med egne hunde.

De videreuddanner sig løbende inden for hvalpetræning, videregående lydighed, kropskontrol, nosework, spor og klikkertræning m.m.

Schæferhundeklubben Slagelse er en lokal kreds i Slagelse under Schæferhundeklubben for Danmark. Schæferhundeklubben for Danmark er Danmarks næststørste specialklub tilknyttet DKK.

Schæferhundeklubben har 67 kredse fordelt ud over landet og ca. 34000 medlemmer